Dømt for snyd med Nem-ID

Det er blevet mere og mere normalt at underskrive bindende aftaler og dokumenter med sin digitale signatur: NemID. Og en digital signatur er lige så bindende som en gammeldags underskrift, men omvendt mener nogle, at det er lettere at ”forfalske” en digital signatur, da det kun kræver en kode og et nøglekort at skrive under.

En frisk dom fra Højesteret viser, at man ikke bare kan slippe for de forpligtelser, der følger med en digital signatur, selvom underskriften er sket uberettiget. Det er dog helt afgørende, om retten mener, at NemID indehaveren har opført sig ansvarligt eller udvist en sådan grad af uagtsomhed, at NemID indehaveren hæfter, uanset hvem der så har anvendt den pågældendes NemID til at underskrive.

I den konkrete sag, som Højesteret afsagde dom i den 8. januar 2019, havde person A og B udleveret deres nøglekort til NemID sammen med brugernavn og adgangskode til tredjemænd, som herefter uden deres medvirken misbrugte NemID-oplysningerne ved at underskrive digitale gældsbreve og derved optog lån hos Basisbank A/S. Sagen handlede så om, hvorvidt der kunne ske tvangsfuldbyrdelse hos henholdsvis A og B på grundlag af de digitale gældsbreve, selv om underskrifterne ikke var tilføjet digitalt af dem selv.

Højesteret udtalte, at afgørelsen af, om indehaveren bliver aftaleretligt forpligtet i tilfælde af, at tredjemand misbruger indehaverens digitale signatur, må træffes på grundlag af en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb. I denne vurdering indgår bl.a., under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens nøgle (brugernavn, adgangskode og nøglekort til Nem ID), om indehaveren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om indehaveren har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre sit NemID så hurtigt som muligt.

Højesteret tiltrådte herefter af de grunde, der var anført af landsretten, at A og B havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at de i forhold til Basisbank A/S hæftede for låneoptagelserne på aftaleretligt grundlag, selv om underskrifterne ikke var tilføjet digitalt af dem selv.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelser, hvorefter der kunne ske tvangsfuldbyrdelse hos Henholdsvis A og B på grundlag af de digitale gældsbreve.

Landsretten var nået til samme resultat i begge sager.