
Fogedretsmøde – hvad betyder det?
Du bliver hverken straffet eller efterladt med en plettet straffeattest
Måske har du modtaget en indkaldelse til et fogedretsmøde i din e-Boks og er blevet forskrækket. Det kan lyde dramatisk og vække ubehagelige associationer til skyld og straf. Men et fogedretsmøde handler i princippet ikke om andet end at konstatere, at du har gæld, som du ikke har betalt. Og selvom der bliver afsagt en dom, betyder det hverken, at du bliver straffet, eller at du forlader mødet med en plettet straffeattest.
Du kan blive indkaldt til et fogedretsmøde, hvis du, trods gentagne opfordringer, ikke afvikler på din gæld. I sidste ende er det virksomheden, du skylder penge, der beslutter om din sag skal indbringes for fogedretten. Hensigten er både at fremskynde en aftale om afvikling på din gæld og at opnå et såkaldt fundament. Et fundament – i dette tilfælde en dom i fogedretten – betyder at den almindelige forældelse på din gæld bliver udskudt med 10 år, regnet fra den dato, dommen bliver afsagt.
Gælden er ikke til diskussion
Et gennemsnitligt fogedretsmøde tager cirka 10 minutter og foregår typisk på fogedens kontor. Fogedretten har på forhånd taget stilling til dokumentationen for kravet og som sådan er din gæld ikke til diskussion. Derimod vil der være en forhandling om, hvordan du kan afvikle på gælden. I den forbindelse vil du blive spurgt om en række privatøkonomiske forhold, herunder også om du ejer noget af værdi. Hvis det sidste er tilfældet, kan kreditor (virksomheden, du skylder penge) bede om at der bliver gjort udlæg (taget pant) i bilen, campingvognen, huset eller hvad det nu måtte være.
Hvis du ikke indgår en aftale om at afvikle din gæld – eller misligholder en indgået aftale – risikerer du, at kreditor forlanger udlægget realiseret, altså at dine værdigenstande bliver solgt på tvangsauktion. Dette sker også ved fogedrettens mellemkomst.
Du udtaler dig under strafansvar i fogedretten.
Uenighed foregår i civilretten
Hvis du er uenig i kravet, skal du slet ikke møde op i fogedretten. Du skal derimod gøre indsigelse mod kravet, når du, som det første, modtager en såkaldt forkyndelse fra fogedretten. Du har 14 dage til at gøre indsigelse, regnet fra den dato, du modtager forkyndelsen i din e-Boks. Herefter vil sagen blive overdraget til civilretten, hvor en dommer vil tage stilling til om kravet mod dig er berettiget.
Hvis du ikke reagerer på forkyndelsen, vil du blive indkaldt til et fogedretsmøde. Og så har du pligt til at møde op.
Hvis du ikke møder op til et fogedretsmøde, du er indkaldt til – og ikke har meldt gyldigt forfald – bliver du sendt til såkaldt politifremstilling. Det betyder, at du vil blive opsøgt af politiet og anholdt med henblik på fremstilling i fogedretten.
Langt de fleste fogedretsmøder ender med en mindelig løsning, hvor kreditor og debitor indgår en aftale om afvikling af gælden.