Skip to main content
Sådan finder du tusindvis af kroner i husholdningsbudgettet - MitCollectia
Sebastian S. •
2. jan. 2025

Sådan finder du tusindvis af kroner i husholdningsbudgettet

Mad- og dagligvarebudgettet er det største forbrugs-budget i danske husholdninger, kun overgået af tøj og sko. En dansk gennemsnitsfamilie, bestående af to voksne og to børn bruger, ifølge Danmarks Statistik, lidt over 7.000 kroner om måneden på føde- og dagligvarer, eller cirka 85.000 kroner om året.

En væsentlig del af budgettet skyldes impulskøb og dårlig planlægning. Med andre ord: Der kan være tusindvis af kroner at spare, hvis du tilrettelægger dine indkøb på en anden måde. Og det behøver ikke at gå ud over kvaliteten af den mad, I indtager hjemme ved spisebordet.

Søg inspiration på nettet

De fleste kender udfordringen: Inspirationen, der udebliver selvom man stirrer ned i             supermarkedets køledisk. Resultatet er ofte dyre, uovervejede køb, som måske endda fører til unødigt madspild. Problemet er, at inspiration sjældent opstår ud af det blå – og slet ikke fem minutter i halvsent efter en travl arbejdsdag. Du skal helst vide, hvad du skal have – inden du går ind i supermarkedet.

Tag en tur rundt på nettet. Der findes masser af blogs og hjemmesider, som har fokus på velsmagende, billige og sunde madopskrifter, ligesom flere af dem også har forslag til uge-madplaner. Se for eksempel www.madforfattigroeve.dk, www.sundpaabudget.dk eller www.juliebruun.com

Nogle af siderne er abonnementsbaserede. Men det kan godt svare sig at investere et par hundrede kroner for et årsabonnement. Det giver dig nemlig adgang til en skatkiste af opskrifter på velsmagende, billige og sunde middagsretter.

Kun én indkøbsdag om ugen

Beslut dig for én ugentlig indkøbsdag. Det vil ikke blot gøre dit liv nemmere, du vil også være i stand til at styre præcis hvad du skal have og hvor du skal købe det henne. Samtidig blokerer det effektivt for alskens unødige impulskøb.

Lav en indkøbsliste

Med afsæt i en madplan, bør du lave en detaljeret indkøbsliste, der dækker alle fornødenheder en uge frem i tiden. Og det gælder naturligvis også rengørings- og plejeprodukter. Pointen er, at du tager afsæt i jeres konkrete behov og ikke i supermarkedets udbud.

Kig efter ugens tilbud

Når du har lavet en indkøbsliste, som dækker en hel uge, vil det være en god idé at tjekke ugens tilbud. Gå eventuelt ind på https://minetilbud.dk/. I den forbindelse bør du overveje, om det kan svare sig at køre efter alle tilbud, specielt hvis det kræver mange forskellige besøg eller længere køreture.

Lav mad til to- eller flere dage

Flerdagsmad er billig mad. Dels er der ofte penge at spare ved at købe større mængder af forskellige fødevarer og dels er det nemmere at docere de enkelte måltider. Dermed undgår du madspild. Hvis du har adgang til en fryser, kan du fryse færdige måltider ned og dermed opnå en endnu større besparelse. Dertil kommer, at det er både nemt og bekvemt at tage en færdigret ud af fryseren og varme den op.

Køb ikke ind på tom mave

Sultne kunder er gode kunder. Undersøgelser viser, at mennesker med et lavt blodsukker-niveau har en tendens til at købe ind med maven og ikke med hjernen. De vil ikke blot putte mere ned i indkøbsvognen, de har også en tendens til at favorisere usunde fødevarer. Så lad være med at købe ind, hvis du er sulten.

Dårlige vaner

De fleste af os er belastet af dårlige vaner: En haps-dog på stationen, en chokoladebar ved kassen i supermarkedet eller et stykke wienerbrød på tanken. Hvis det er et tilbagevendende købs-mønster, bør du måske overveje at tage et lille opgør med dig selv. Det er nemlig en vane, som er både dyr og usund. Den næstbedste løsning er at erkende, at der er bestemte ting, du ikke kan undvære – og at selvsamme ting får fast plads på ugens indkøbsliste.