
Udstedelsesdato
En udstedelsesdato er et juridisk og økonomisk udtryk, der angiver datoen for, hvornår et dokument, en faktura eller lignende er udstedt af en udsteder – eksempelvis en virksomhed eller en offentlig myndighed.
Ordet “udstedt” stammer fra det norske utstede og betyder “give fra sig” – og dermed er udstedelsesdatoen datoen for, hvornår et økonomisk eller juridisk dokument er givet fra udstederen.
Ordet ses oftest anvendt i juridiske eller økonomiske sammenhænge – og ofte i forbindelse med en garanti, et pas, et kørekort, en bekendtgørelse eller en arrestordre.
Virksomheder bruger ofte også begrebet “at udstede en faktura”, når en faktura er dannet og givet videre til kunden. Udstedelsesdatoen for en faktura vil være synonym med begrebet fakturadato, og begrebet udstedelsesdato bruges eksempelvis også i SKATs retningslinjer for “fakturaens indhold”, der omhandler kravene til en faktura.
Trods SKATs brug af begrebet udstedelsesdato vil du i praksis dog ofte opleve, at ERP- og regnskabsprogrammer har en tendens til at bruge termen fakturadato.
Hvorfor er begrebet udstedelsesdato relevant?
Begrebet udstedelsesdato er i juridiske og økonomiske sammenhænge ofte et vigtigt begreb – og det anvendes i mange forskellige henseender.
Udstedelsesdatoen indikerer, hvornår noget er udstedt til en kunde, forbruger eller samarbejdspartner – og det har ofte en juridisk eller økonomisk betydning. Ofte er udstederen juridisk eller økonomisk forpligtet eller ønsker noget indløst i forbindelse med udstedelsesdatoen.
Eksempelvis kan det være et udstedt pas, der ofte er gyldigt i 10 år fra udstedelsesdatoen. Udstedelsesdatoen for et pas, certifikat eller lignende juridisk dokumentation er ligeledes (hvis andet ikke er oplyst) ofte den dato, hvor dokumentationen er gyldig fra.
Udstedelsesdatoen i forbindelse med en faktura, ofte benævnt som fakturadato, er ligeledes vigtig i forbindelse med betaling, da mange virksomheder ofte oplyser en betalingsfrist som eksempelvis “8 dage netto fra fakturadato”.
Læs også: Forældelsesfrist