AML
AML står for “Anti-Money Laundering” eller på dansk hvidvaskbekæmpelse og omhandler alle de handlinger, processer og procedurer, som en virksomhed foretager for at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.
Emnet AML er stort og komplekst, hvilket blandt andet kan ses i større danske banker, der ofte har store juridiske afdelinger, der udelukkende fokuserer på AML-arbejde. Men det er langt fra kun banker i Danmark, der er omfattet af AML-reglerne. En lang række andre brancher og virksomheder er også underlagt disse regler.
Denne artikel er ikke en guide til implementering af AML i din organisation, men en introduktion til emnet i sin overordnede helhed.
I Danmark er AML og hvidvask reguleret gennem hvidvaskloven.
Hvem er omfattet af AML?
I Danmark er følgende personer og virksomheder omfattet af hvidvaskloven: pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, forsikringsselskaber, sparevirksomheder, ejendomsmæglere, advokater, revisorer og mange andre virksomhedstyper.
Fælles for disse virksomheder er, at de ofte håndterer, administrerer, flytter eller forvalter kunders penge eller formuer på den ene eller anden måde.
Hvad er hvidvask?
Hvidvaskloven definerer hvidvask som det at uberettiget modtage eller opnå økonomisk kontrol over midler, der er erhvervet ved strafbare handlinger. Dette inkluderer at skjule, transportere eller opbevare midler med det formål at sikre økonomisk udbytte fra ulovlige aktiviteter.
Når det kommer til finansiering af terrorisme, definerer hvidvaskloven dette som finansiering af handlinger omfattet af straffelovens § 114.
Formålet med AML er at forhindre, at hvidvask finder sted, og sikre, at virksomheden ikke ufrivilligt agerer som mellemmand for terrorfinansiering eller hvidvask.
KYC
KYC (Know Your Customer/Know Your Client) er en vigtig del af AML-arbejdet. KYC handler om at opnå kendskab til kunden, dennes økonomiske forhold og at foretage en risikoanalyse af kunden.
Hvidvasklovens kapitel 3 om “kundekendskabsprocedurer” definerer en række krav, som virksomheder skal overholde og kende til vedrørende deres kunder.
Læs mere: KYC-proces
Risikovurdering og risikostyring
Virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, skal identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering – dette gælder for hver eneste kunde.
Derudover skal virksomheden have skriftlige politikker, forretningsgange og kontrolforanstaltninger for at sikre, at kundekendskabsprocedurerne overholdes.
Du kan læse mere om dette i hvidvasklovens kapitel 3, §§ 7, 8 og 9.
AML i praksis
For nogle virksomheder kan AML-arbejde være en tung, men nødvendig opgave for at bidrage til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
I praksis findes der i dag dog mange værktøjer, skabeloner og systemer, der gør AML lettere, end teorien måske antyder.
Bankrådgivere, ejendomsmæglere og andre, der er omfattet af hvidvaskloven, benytter ofte systemer med prædefinerede spørgsmål og emner, som sikrer, at virksomheden overholder de gældende krav og regler.