
Amortiseringsplan
En amortisering stammer fra det latinske ord „amortiser”, som betyder afdrage eller tilbagebetale. Ordet bruges i dag i forbindelse med banklån og realkreditlån.
En amortiseringsplan betyder dermed en afdragsplan, tilbagebetalingsplan eller betalingsplan. Det er en plan, der synliggør de betalinger, der skal foretages på et lån, før det er tilbagebetalt.
Amortiseringsplanen bruges ofte i forbindelse med banklån eller realkreditlån. Hvis din bank eller dit realkreditinstitut ikke stiller en amortiseringsplan til rådighed, kan du typisk bede om den.
Hvorfor lave en amortiseringsplan?
Amortiseringsplanens vigtigste formål er at skabe klarhed over betalingerne og afdragene på et lån – både for långiver og låntager.
Amortiseringsplanen er grundlæggende det bedste værktøj til at visualisere de enkelte afdrag og vise lånets længde, de løbende omkostninger samt tidspunktet, hvor låntager er ude af lånet og dermed gældfri.
I praksis udarbejdes amortiseringsplanen ofte for låntagers overblik, men i teorien er værktøjet nyttigt for både låntager og långiver, da begge parter får fuld klarhed over lånet, hvis amortiseringsplanen er grundigt udført.
Eksempel på en amortiseringsplan
Der findes mange gode eksempler på en amortiseringsplan. Typisk vil man som låntager ikke have behov for at lave en selv, da de fleste banker og realkreditinstitutter selv fremsender den sammen med de øvrige lånedokumenter.
Men hvis du er privat långiver eller virksomhed og bliver bedt om en amortiseringsplan, anbefaler vi, at du laver en simpel og overskuelig plan til låntageren.
Typisk vil en amortiseringsplan bestå af et sæt rækker og kolonner.
Rækkerne repræsenterer de enkelte afdrag. Hvis der er 10 afdrag over eksempelvis 10 måneder, vil planen bestå af 10 rækker. I de enkelte rækker er der kolonner, der typisk indeholder oplysninger om afdrag, eventuelle renter og det nye skyldige beløb efter afdraget.
Amortiseringsplanen er relativt simpel at udarbejde og kan med en forholdsvis lille indsats laves i Excel.