Driftsbudget
Formålet med et driftsbudget er at skabe overblik over virksomhedens forventede indtægter og udgifter i en given periode – typisk 3, 6 eller 12 måneder frem.
De fleste driftsbudgetter laves for et helt regnskabsår ad gangen, men i de seneste par år har der været en tendens til at lave driftsbudgetter over kortere perioder for at kunne være mere præcis i sine antagelser og forventninger til budgettet.
Hvad er et driftsbudget?
I en virksomhed er økonomien afgørende for drift, vækst og overlevelse. Derfor er det vigtigt hele tiden at have indsigt og overblik over den finansielle situation.
Med driftsbudgettet forudser ledelsen de kommende indtægter og udgifter for at kunne planlægge aktiviteterne. Når perioden for driftsbudgettet er overstået, kan ledelsen sammenligne det med de realiserede tal – indtægter og udgifter.
Mange driftsbudgetter laves i starten af en ny regnskabsperiode, måske for hele virksomheden – eller måske endda på afdelingsniveau. I de seneste år har der været en stigende tendens til at arbejde med rullende budgetter (eller rullende forecasts). Ved at gøre budgetterne rullende bliver perioden ofte kortere – måske 3 eller 6 måneder – for på den måde at være mere præcis i budgetteringen.
At fastsætte indtægter og udgifter om 12 måneder kan være en udfordring, mens det kan være lettere at forudsige indtægter og udgifter om 3 måneder, hvis man ser en tendens blandt kunder, på markedet eller i andre forhold.
Hvem skal bruge et driftsbudget?
Grundlæggende er det virksomheden selv, der skal bruge driftsbudgettet til at styre sine forventede indtægter og udgifter. Dermed er driftsbudgettet et glimrende værktøj for virksomhedens ejere og/eller ledelse – men også for de øvrige medarbejdere, der har indflydelse på indtægterne og udgifterne.
Udover at være et glimrende styreværktøj for virksomhedens ledelse bliver driftsbudgettet ofte efterspurgt af eksterne partnere – som eksempelvis banker og andre långivere.
Driftsbudgettet viser virksomhedens forventede indtægter og udgifter og bidrager dermed til at vise forventningerne til virksomheden generelt – oplysninger, som er interessante for en långiver.
Eksempel på et driftsbudget
Der er mange måder at lave et driftsbudget på, og typisk vil mere komplekse virksomheder også have mere komplekse driftsbudgetter. Vi anbefaler altid, at du starter enkelt og bygger ud i takt med behovet.
Et eksempel på et driftsbudget kunne se sådan ud:
Omsætning (salg)
- Vareforbrug
= Bruttofortjeneste - Faste omkostninger
- Afskrivninger
= Overskud
Vi anbefaler altid, at du tager udgangspunkt i en skabelon, når du skal lave et driftsbudget. Med en skabelon i eksempelvis Excel kommer du hurtigt i gang, og det er nemt at indsætte dine forventninger uden at bruge unødig tid på opsætning af formler, layout osv.
Download gratis driftsbudget skabelon
Collectia er et af Nordens største inkassofirmaer, og netop derfor føler vi os særligt forpligtede til at hjælpe virksomheder, uanset hvilket stadie virksomheden befinder sig på.
Hos Collectia laver vi løbende kvalitetsindhold og materialer, som du som virksomhedsejer frit kan benytte dig af – herunder også skabeloner.
Vi har udarbejdet en gratis driftsbudget-skabelon i Microsoft Excel. Du kan hente den gratis lige her, uanset om du er kunde hos Collectia eller ej.