Skip to main content
Forældelsesfrist

Forældelsesfrist

Forældelsesfristen er den tidsfrist, som de fleste økonomiske krav har, og efter fristens udløb kan kravet ikke længere kræves betalt.

Det er derfor vigtigt som kreditor at kende de forskellige forældelsesfrister, så du kan reagere i tide og foretage nødvendige skridt, eksempelvis inkasso, før det er for sent, og dit krav forældes.

Forældelse og forældelsesfrister i almindelighed er reguleret i bekendtgørelsen af lov om forældelse af fordringer – også kaldet forældelsesloven i daglig tale.

Bemærk, at der også findes andre typer forældelsesfrister, herunder i straffeloven og andre juridiske sammenhænge. I denne artikel sætter vi fokus på forældelsesfrister i forbindelse med økonomiske krav, herunder forældelse af fakturakrav og lignende.

Forældelsesfristerne

Som hovedregel forældes et økonomisk krav eller mellemværende mellem en debitor og en kreditor efter 3 år. Der findes dog en række undtagelser, som er reguleret i forældelseslovens § 4 til § 14.

De forskellige krav er som følger:

  • Fakturakrav forældes efter 3 år.
  • Lønkrav forældes efter 10 år.
  • Skriftlige og anerkendte krav forældes efter 10 år.
  • Fordringer fastslået ved retslige eller frivillige forlig forældes efter 10 år.
  • Fordringer fastslået ved dom forældes efter 10 år.
  • Fordringer fastslået ved betalingspåkrav påtegnet af fogedretten forældes efter 10 år.
  • Pengelån forældes efter 10 år.
  • Indlån forældes efter 20 år.
  • Fordringer på pension, livrente eller lignende forældes efter 10 år.

Afbrydelse af forældelse

De fleste danske virksomheders økonomiske mellemværender med deres kunder er typisk fakturakrav.

Disse forældes efter 3 år, hvis kravet ikke har været i fogedretten, der ikke er stiftet gældsbrev, eller debitor på anden vis ikke har underskrevet dokumentation, hvor debitor anerkender gælden og dens størrelse.

Det betyder grundlæggende, at efter 3 år kan kravet ikke længere forfølges, og kreditor kan ikke længere kræve, at beløbet betales.

Men hvis dit fakturakrav er ved at forælde, kan du heldigvis tage handling for at afbryde forældelsen, hvilket giver dig en ny forældelsesfrist på 10 år i stedet for de oprindelige 3 år.

Afbrydelse af forældelse sker gennem fogedretten eller ved at få debitor til skriftligt at erkende kravet.

Du kan få hjælp fra dit inkassofirma eller en advokat til at afbryde forældelsen, eller du kan gøre det selv.

Sørg dog for at være ude i god tid, gerne 6 måneder eller mere, da der ofte er administrationstid forbundet med at afbryde en forældelse.

Hvornår er begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen?

Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe? Uanset om dit krav forældes efter 3 eller 10 år, er der ofte forvirring omkring, hvornår tidsperioden starter.

Jævnfør forældelsesloven “regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.”

Dermed vil det i praksis være fakturaens dato, der regnes som starttidspunktet.

Men lad os antage, at en håndværker udfører et stykke arbejde og først sender fakturaen 6 måneder efter afsluttet arbejde – så vil forældelsesfristen teoretisk (jf. forældelsesloven) regnes fra det tidspunkt, arbejdet blev afsluttet, og ikke fra fakturadatoen. I dette tilfælde vil forældelse derfor ske efter 2,5 år (3 år – 6 måneder).

Vælger du, som de fleste virksomheder, at sende fakturaen umiddelbart efter arbejdets udførelse, vil fakturaens dato i praksis altid være starttidspunktet.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/1238


Gratis materiale

Tilmeld nyhedsbrev


Seneste indlæg