Skip to main content
Kreditbetingelser

Kreditbetingelser

Et stigende antal virksomheder yder kredit til deres kunder, typisk for at øge omsætningen og dermed sælge flere varer.

Kredit gør det muligt for kunderne at købe en vare, uden at de nødvendigvis har likviditet til det på det tidspunkt, hvor behovet opstår.

Udover kredit fra virksomheder til deres kunder (B2B, B2C eller B2G) kan man også få kredit i banken, hvilket ofte kaldes kassekredit eller lån. Det handler grundlæggende om det samme: at blive i stand til at købe et produkt fra en virksomhed.

Kreditbetingelserne er en essentiel del af at yde kredit, da de sætter de overordnede rammer, vilkår og betingelser for den kredit, der ydes. Fra tid til anden kaldes kreditbetingelser også for kreditvilkår.

Hvis der er tale om et lån, taler man om lånevilkår.

Hvorfor kreditbetingelser?

De fleste større virksomheder har kreditbetingelser, men det kan nogle gange knibe for små virksomheder at have kreditbetingelser – eller i hvert fald at have nogle, der er gode nok.

Kreditbetingelserne sætter de overordnede rammer for kreditten: eventuel afdrag, eventuel rente, forudsætninger for at få kredit og hvad der sker, hvis kreditten ikke tilbagebetales rettidigt.

Uden kreditbetingelser ved hverken debitor eller kreditor (låntager eller långiver), hvilke betingelser kreditten er optaget under, og det kan skabe problemer på både kort og lang sigt.

Kreditbetingelser nedbringer risikoen

Alle kreditter indebærer en risiko for ikke at blive betalt. Årsagerne kan være mange og kan spænde fra en økonomisk forværret situation til debitors død eller konkurs.

Derfor er det vigtigt at have de rette kreditbetingelser, som kan bidrage til at nedbringe risikoen ved at sikre, at de rette kunder får de rette kreditter.

Grundlæggende kan man sige, at kreditbetingelserne kan hjælpe med at sikre, at gode kunder får mere og længere kredit end dårligere kunder.

Det er derfor vigtigt, at kreditbetingelserne også fastlægger, hvordan man opnår kredit, og dermed stiller de nødvendige krav for at kunne få kredit.

For eksempel kan der stilles krav om minimum tre års positiv drift, en positiv egenkapital eller lignende.

Relevant lovgivning

Af relevant lovgivning inden for kreditbetingelser er især kreditaftaleloven vigtig at kende, hvis du som virksomhed yder kredit til dine kunder.

Hvorfor yde kredit?

Der kan være mange årsager til at yde kredit til sine kunder. Grundlæggende yder alle virksomheder kredit, hvis de tillader, at en kunde betaler fakturaen forskudt af leveringen – eksempelvis med 7 eller 10 dages betalingsfrist.

Men mange virksomheder og brancher tilbyder langt længere kreditter end det – helt op til flere måneders kredit.

En typisk årsag til at yde kredit er brancheorienteret, da mange brancher har tradition for at tilbyde store og lange kreditter, som eksempelvis håndværkerbranchen og fødevarebranchen.

Ved at yde kredit får dine kunder mulighed for at købe og måske ligefrem sælge varen igen, før den skal betales til leverandøren. Det giver en række likviditetsmæssige fordele for virksomheden. Virksomheder vil derfor ofte søge de leverandører, der tilbyder de bedste kreditvilkår i forhold til længde og størrelse.


Gratis materiale

Tilmeld nyhedsbrev


Seneste indlæg