Regres
Ordet regres stammer fra det latinske regressus og betyder tilbagegang. Ordet bruges både i filosofien og juraen, men i denne artikel sætter vi fokus på regres i en juridisk sammenhæng.
Begrebet regres omtales også, som regreskrav og betyder det samme.
Hvad betyder regres?
Ordet regres i juridisk sammenhæng omhandler et krav, som en part ønsker tilbagebetalt for noget, denne part har betalt på vegne af andre.
Regres er med andre ord et betalingskrav, som kan være fremsendt af en skyldner eller en kautionist mod en eller flere andre personer eller virksomheder.
Eksempler på regres
I Danmark rettes der hver eneste dag regres- eller regreskrav mod andre mennesker, virksomheder og organisationer, og der findes dermed utallige eksempler på regreskrav.
Et klassisk eksempel på regres er, hvis en virksomhed eller privatperson betaler ét samlet erstatningsbeløb, selvom der er flere, der hæfter for erstatningen. Personen eller virksomheden, der har betalt det fulde beløb, kan herefter rette et regreskrav mod de øvrige personer, der i forholdet hæfter for en del af erstatningen.
Et andet eksempel på regres er i forbindelse med kaution. Hvis en kautionist betaler en gæld til eksempelvis en bank, kan kautionisten rette et regreskrav mod de øvrige kautionister for deres andel af kautionen.
Regreskrav ses ofte i forbindelse med forsikringssager, kaution eller i tilfælde, hvor Civilstyrelsen træffer beslutning om, at en skadevolder skal betale et krav til en skadelidt. I sådanne tilfælde har staten typisk lagt ud for skadevolder og retter efterfølgende et betalingskrav mod skadevolderen.