Eksekutionsgrundlag
Et eksekutionsgrundlag kaldes juridisk også et fundament. Et eksekutionsgrundlag kan være en dom eller et indenretligt forlig, som eksempelvis fastslår et beløb, som en debitor skylder en kreditor.
Fundamentet danner grundlag for inddrivelsen – eksempelvis gennem fogedretten.
Hvordan får man et eksekutionsgrundlag?
Der er flere måder, hvorpå du kan opnå et eksekutionsgrundlag.
Eksekutionsgrundlaget, eller fundamentet, kommer typisk fra en dom i fogedretten eller fra en underskrevet skylderklæring, hvor debitor skriftligt erkender sin gæld til en eller flere kreditorer.
Juridisk betragtes en dom på lige fod med en skylderklæring. Derfor kan det have særdeles stor værdi for en kreditor eller långiver at have et underskrevet dokument, hvor debitor vedkender sig gælden.
Mange tror fejlagtigt, at en faktura kan danne grundlag for et eksekutionsgrundlag i en inkassosag. Det er imidlertid ikke juridisk korrekt. Fakturaen er blot dokumentation for det solgte.
Hvorfor er et eksekutionsgrundlag vigtigt for mig som kreditor?
“Er det ikke ligegyldigt, om jeg har en faktura, dom eller skyldnererklæring for mit tilgodehavende?” er et spørgsmål, vi ofte får – og svaret er nej.
Når vi taler om inkasso og gæld, taler vi også om forældelse. Langt de fleste gældsposter og misligholdte gældsforpligtelser forældes i Danmark med få undtagelser.
Et fakturakrav forældes efter 3 år. Herefter kan kreditor ikke længere gøre krav gældende, og kreditor kan eksempelvis ikke overdrage sagen til inkasso hos et inkassofirma, en advokat eller fogedretten.
Derimod forældes gæld med et eksekutionsgrundlag efter 10 år. Med andre ord har du som kreditor en betydeligt længere periode til at forfølge dit krav. Det betyder, at du som kreditor, inkassofirma eller advokat kan arbejde med dine inkassosager i en meget længere periode.
Hvor vigtigt er det at gå fra 3 til 10 års forældelse?
Med et eksekutionsgrundlag på dine inkassosager går du fra en forældelsesfrist på 3 år til 10 år.
Det betyder, at du kan forfølge dit krav i en langt længere periode. Men hvad betyder det egentlig?
I praksis har det enorm betydning, om du kan forfølge dit krav i yderligere 7 år. Ofte vil en debitors økonomiske situation ændre sig over tid, og dermed er der en øget sandsynlighed for, at debitor på et tidspunkt får mulighed for at afdrage eller betale det fulde krav til dig som kreditor.
Afbrydelse af forældelse
Alle fakturakrav forældes efter 3 år – med mindre du har et eksekutionsgrundlag som en dom, en underskrevet kontrakt eller lignende. I så fald forældes dit krav først efter 10 år.
Skulle du som kreditor opleve, at dit fakturakrav mod en debitor eksempelvis er 2,5 år gammelt, vil der være 6 måneder tilbage til at forfølge kravet, inden det forældes.
Men du har som kreditor heldigvis mulighed for at forlænge forældelsen. Dette kaldes juridisk en “afbrydelse af forældelsen“.
En afbrydelse af forældelsen kan ske ved at opnå et eksekutionsgrundlag – eksempelvis ved at indbringe sagen for fogedretten eller ved at bede skyldneren om en skylderklæring.
Dette vil vi som inkassofirma altid råde dig til at gøre.