Lånetilbud
Et lånetilbud er et tilbud om lån fra en eller flere långivere – typisk banker eller realkreditinstitutter.
Et klassisk lånetilbud fås ved, at en kommende låntager anmoder en bank eller et realkreditinstitut om et lån, hvorefter långiveren fremsender et tilbud med lånets vilkår.
Lånetilbuddet indeholder rammerne for lånet, såsom hovedstol, rente, ÅOP, tilbagebetalingsplan osv.
I dag findes der flere online tjenester, hvor lån kan sammenlignes, og hvor låntager kan anmode flere aktører om et lån. Dette gør det muligt at få flere lånetilbud fra forskellige långivere.
Lånetilbuddet kan bruges til at sammenligne forskellige lån, så låntageren kan træffe et informeret valg om, hvilket lån der passer bedst.
Hvad indeholder et lånetilbud?
Et lånetilbud bør indeholde alle relevante oplysninger, som en låntager har brug for, for at træffe en kvalificeret beslutning om låneoptagelse.
Typisk indeholder et lånetilbud følgende oplysninger:
- Lånebeløb (hovedstol)
- Ydelse pr. år før skat
- Ydelse pr. år efter skat
- Eventuelle afdrag
- Rentesats i procent pr. år
- Debitorrente i procent pr. år
- ÅOP (Årlige omkostninger i procent)
- Rentetype (fx fast eller variabel rente)
- Lånets løbetid
- Antal afdragsfrie år
- Kurs
- Samlet beløb, der skal betales i lånets løbetid
- Nutidsværdi efter skat ved en diskonteringsrente på x %
- Navn på långiver
Relevant lovgivning om lånetilbud
Hvis du ønsker at finde relevant lovgivning om lånetilbud, bør du især undersøge kreditaftaleloven, herunder kapitel 2.
Desuden bør du gennemgå bekendtgørelsen om god skik for boligkredit, som særligt gælder for lånetilbud vedrørende boliglån og realkreditlån.