
Remisse
Ordet remisse kommer fra det franske remise og betyder i sin grundform “betaling”, “sætte tilbage” eller “sætte på plads”. Ordet bruges i dag især inden for økonomi, jura og inkasso, når der tilfalder penge til en kreditor, og disse “sættes på plads” hos kreditor.
En remisse bruges ofte også som betegnelse for den slutopgørelse, kvittering eller dokumentation, der viser, hvor meget kreditor modtager fra fogedretten, sit inkassofirma eller advokat. På remissen kan kreditor se den endelige opgørelse over, hvor meget debitor har indbetalt, fratrukket eventuelle omkostninger til advokat eller inkassofirma.
Hvad indeholder en remisse?
Remisse stammer, som nævnt, fra det franske ord remise og betyder “at sætte tilbage”. Det er netop, hvad en remisse i juridisk sammenhæng dokumenterer: hvor meget der sættes tilbage på kreditors konto, når en debitor foretager en indbetaling via kreditors inkassofirma eller advokat.
Der er ingen faste krav til formaliteter, opsætning eller ordlyd i en remisse. Den skal dog give et klart og fyldestgørende billede af, hvad der indsættes på kreditors konto, samt hvilke omkostninger advokaten eller inkassofirmaet har fratrukket.
En simpel remisse kan eksempelvis se sådan ud:
- Debitors indbetaling(er)
- Inkassofirmaets provision
- Indsat på kreditors konto
Flere remisser på samme sag
Mange kreditorer kan opleve at modtage flere remisser på én sag, hvilket kan virke forvirrende og uoverskueligt.
Dette skyldes, at mange inkassofirmaer og advokater afregner løbende med deres kunder i takt med, at betalinger fra debitor tilfalder dem.
Hvis der er etableret en afdragsordning med debitor, eller hvis debitor af andre årsager nedbringer sin gæld i mindre rater, vil kreditor også modtage sine penge i mindre rater og dermed få flere remisser.
Hvis du har særlige ønsker til, hvordan indbetalinger, afregninger og remisser håndteres, kan du forhøre dig hos dit inkassofirma. Der er ofte flere muligheder og løsninger for afregningen af inkassosager.
Remissen er din dokumentation til bogholderiet
Det er vigtigt, at du forstår de remisser, som dit inkassofirma eller din advokat sender til dig. Remissen fungerer som en opgørelse, kvittering og dokumentation for indbetalinger samt de udgifter, du har haft i forbindelse med inddrivelsen af hele eller dele af dit krav.
Du vil typisk ikke modtage en faktura fra inkassofirmaet eller advokaten, så remissen fungerer som grundlag for din dokumentation af indbetalingerne. Den er også vigtig i forhold til at kunne dokumentere de eventuelle fradragsberettigede omkostninger, du måtte have haft til dit inkassofirma.