Betalingsplan
En betalingsplan er en oversigt over en række forventede og ønskede betalinger i en kortere eller længere periode fremadrettet.
Betalingsplaner kan anvendes i mange sammenhænge og udarbejdes ofte af en kreditor, kreditgiver eller långiver.
Formålet med en betalingsplan er at sikre, at låntager/debitor er opmærksom på, hvornår en betaling eller et afdrag skal finde sted, og hvor stort beløbet skal være.
Hvorfor lave en betalingsplan?
En betalingsplan kan være et effektivt værktøj til at skabe overblik over fremtidige betalinger – for både debitor og kreditor.
En betalingsplan indeholder typisk information om, hvornår en betaling skal falde, og hvor stort beløbet skal være. De fleste betalingsplaner spænder fra 2-3 betalinger til betalinger, der strækker sig over 30 år.
Betalingsplaner kan anvendes i forbindelse med lån eller andre situationer, hvor en långiver/kreditor ønsker at give låntager/debitor et klart overblik over fremtidige betalinger.
Amortiseringsplan
Hvis du har lånt penge i en bank eller et realkreditinstitut, vil du ofte støde på begrebet amortiseringsplan eller amortiseringstabel. Dette er grundlæggende det samme som en betalingsplan – en plan for de enkelte amortiseringer (afdrag).
Formålet med en amortiseringsplan er det samme som for en betalingsplan: At give både långiver og låntager et klart overblik over de enkelte afdrag.
En amortiseringsplan udarbejdes ofte ved lånets oprettelse. Hvis den ikke foreligger, kan du som låntager normalt anmode om en.
Læs mere om afdragsordninger her.
Betalingsplaner og inkasso
Betalingsplaner er især et nyttigt værktøj i forbindelse med inkasso.
Grundlæggende handler inkasso om at få kreditors penge hjem. Hvis debitor ikke har mulighed for at betale med det samme, kan en afdragsordning være en løsning inden for inkasso.
Når der etableres en afdragsordning, kan det være en fordel også at udarbejde en betalingsplan. Betalingsplanen viser, hvornår skyldner skal starte sine betalinger, hvornår de fremtidige betalinger skal falde, og hvor stort beløbet skal være hver gang.
Betalingsplanen er også med til at tydeliggøre, hvornår skyldner er gældfri.
Inkassofirmaer og advokater anvender ofte afdragsordninger, typisk i kombination med en betalingsplan.