Dødsbo
Et dødsbo omfatter alle de værdier, aktiver, ejendele og gæld, som en person efterlader sig ved sin død.
Når en person dør, er det skifteretten, der sørger for, at dødsboet opgøres korrekt og fordeles til eventuelle efterladte og pårørende. Denne proces benævnes juridisk som et skifte.
Hvordan fordelingen af et dødsbo foregår, afhænger typisk af, om afdøde har efterladt sig et testamente, har børn, ægtefælle osv.
Et dødsbo kaldes ofte blot for et bo eller boet, og mange juridiske dokumenter vil derfor anføre “Boet efter …” frem for “Dødsboet efter …”.
I det følgende sætter vi fokus på dødsboer, især med information relevant for dig, hvis du er kreditor i et dødsbo.
Proklama i et dødsbo
Er du en virksomhed, der har penge til gode hos en afdød, og dermed et krav mod et dødsbo, vil du få besked om afdødes død, hvis du abonnerer på, kreditovervåger eller på anden vis monitorerer dine debitorer.
Hvis du ikke gør det, vil der ofte blive udsendt et proklama – en offentlig bekendtgørelse, der informerer om afdødes død og efterlyser privatpersoner eller virksomheder med økonomiske krav mod afdøde.
Proklamaet offentliggøres i Statstidende.
Efter offentliggørelsen af proklamaet har eventuelle kreditorer en frist på 8 uger til at indsende deres krav til skifteretten. Dette kan nemt gøres via en online selvbetjeningsløsning.
Hvis en kreditor ikke indsender sit krav inden for 8 ugers fristen, bortfalder muligheden som udgangspunkt for at gøre kravet gældende. Med andre ord vil det ikke være muligt at forfølge kravet efter fristen.
Hvis du har en inkassosag kørende mod en person, der afgår ved døden under inkassoprocessen, vil dit inkassofirma eller din inkassoadvokat modtage besked herom. Inkassofirmaet eller advokaten vil ofte kunne bistå dig i processen.
Hvem behandler et dødsbo?
Det er skifteretten i den retskreds, hvor afdøde var bosiddende ved sin død, der er ansvarlig for at opgøre og fordele dødsboet mellem eventuelle arvinger og kreditorer.