Skip to main content
Inddrivelsesproces

Inddrivelsesproces

En inddrivelsesproces er en fællesbetegnelse for hele processen omkring inddrivelse af ubetalte fakturaer eller anden gæld mellem en debitor og en kreditor. Denne proces kaldes i daglig tale også blot inkasso eller inkassoproces.

Inddrivelsesprocessen dækker over alle handlinger, fra den første rykkerskrivelse til eventuelle retslige skridt i fogedretten.

I denne artikel fokuserer vi på begrebet inddrivelsesproces og hvad den kan indeholde. Forhåbentlig kan du som kreditor få inspiration eller ny viden til at drive inkasso mere effektivt.

Hvordan opstartes inddrivelsesprocessen?

Enhver inddrivelsesproces skal starte med et inkassovarsel – jævnfør inkassolovens § 10.

Dette er en ufravigelig del af processen, og hvis inkassovarslet ikke er varslet korrekt eller med den rette tidsfrist, er den resterende inddrivelsesproces ugyldig. Inkassovarslet er også påkrævet, hvis kreditor ønsker at starte en retslig inkassoproces med hjælp fra fogedretten.

Hvad indeholder inddrivelsesprocessen?

Ingen debitorer er ens, og derfor er inddrivelsesprocessen det heller ikke.

Nogle virksomheder oplever, at en debitor betaler ved første henvendelse, mens andre ser, at debitor hverken reagerer på breve, opkald eller andre henvendelser. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt med retslige skridt for at få hele eller dele af kravet inddrevet.

Vi kan derfor ikke give en fast beskrivelse af, hvordan en inddrivelsesproces ser ud, men vi kan beskrive de værktøjer, der kan indgå i en effektiv proces.

En inddrivelsesproces kan indeholde følgende elementer:

  • Fremsendelse af rykkere
  • Inkassovarsel
  • Pålæggelse af renter og inkassoomkostninger
  • Opkald til debitor
  • Tilbud om afdragsordning
  • Fysisk fremmøde hos debitor
  • Betalingspåkrav med henblik på retslig inkasso
  • Retslig inkasso med hjælp fra fogedretten
  • Udlæg i eventuelle aktiver med hjælp fra fogedretten
  • Etablering af afdragsordning via fogedretten
  • Anmeldelse i gældsregister, såsom Debitorlisten eller Experians RKI

Ovenstående er blot eksempler på elementer, der kan indgå i en inddrivelsesproces. Visse af elementerne behøver ikke komme i denne rækkefølge eller kan helt eller delvist undlades, hvis kreditor ønsker en kortere proces.

Inkassovarslet kan dog ikke fravælges, hvis inkassoprocessen skal opstartes. Det er dog muligt at sende rykkerskrivelser både før og efter inkassovarslet.

Inkassoprocessen for virksomheder, advokater og inkassofirmaer

Grundlæggende er der ingen forskel på den inkassoproces, som en virksomhed (kreditor) selv kan håndtere, og den proces, som advokater eller inkassofirmaer følger.

Den store forskel ligger i, hvordan processen håndteres, og hvordan de tidsmæssige frister overholdes.

Som kreditor vil du ofte opleve, at inkassoprocessen hos et advokatfirma eller inkassofirma er langt mere professionel, og at forløbet ofte er kortere end det, du selv kan opnå.

Derudover har inkassoskridt foretaget af en advokat eller et inkassofirma ofte større autoritet end, hvis kreditor selv står for processen.

Retlige handlinger i inkassoprocessen

Retlige handlinger kan komme i spil, hvis debitor ikke reagerer på henvendelser fra kreditor eller kreditors inkassofirma.

Retlige handlinger kan i princippet iværksættes allerede efter inkassovarslet, men det kan ofte være en god idé at gennemføre et udenretligt forløb først, da det som regel er billigere og hurtigere end retlige skridt.

Det er op til kreditor eller kreditors inkassofirma at vurdere løbende i inddrivelsesprocessen, om retlige skridt er nødvendige.


Gratis materiale

Tilmeld nyhedsbrev


Seneste indlæg