Skip to main content

Betalingsanmærkning

En betalingsanmærkning er en note, anmærkning eller registrering i et åbent eller lukket gældsregister, som eksempelvis RKI eller Debitor Registret.

En betalingsanmærkning bruges til at informere andre kreditorer om, at en debitor har et ubetalt mellemværende med en kreditor.

I Danmark kan virksomheder, inkassofirmaer og advokater registrere deres debitorer, eller kunders debitorer, i et gældsregister.

Betalingsanmærkninger anvendes typisk i forbindelse med inkasso, og i praksis vurderes det, at advokater og inkassofirmaer står for de fleste registreringer i gældsregistre.

I Danmark kan både virksomheder og privatpersoner blive registreret i et gældsregister.

Populært sagt er en betalingsanmærkning en registrering af en debitor som dårlig betaler.

Krav, lov og regler for betalingsanmærkninger

En virksomhed må indberette en debitor til et gældsregister som RKI, når der er sendt tre skriftlige rykkerskrivelser.

Den tredje, og sidste, rykkerskrivelse skal tydeligt varsle debitor om, at der vil blive foretaget en registrering i et eller flere gældsregistre.

Det er et krav, at beløbet er større end 200 kroner, og der må ikke være modtaget en indsigelse fra kunden.

Der gælder særlige regler for offentlig gæld samt gæld til forsikringsselskaber og banker.

Det vil typisk kræve et abonnement eller et andet kundeforhold til RKI, før en kreditor kan registrere en person eller virksomhed i RKI.

Hvor længe står man i et gældsregister?

Man er registreret i et gældsregister, indtil man betaler sit mellemværende, dog maksimalt i tre år.

Efter tre år forældes registreringen, og debitor kan ikke registreres igen for samme krav.

Det er vigtigt at bemærke, at selvom en registrering forældes i gældsregistret, betyder det ikke, at gælden til virksomheden forsvinder. Virksomheden har fortsat mulighed for at forfølge kravet, såfremt forældelsen er afbrudt.

Læs også: Forældelse af pengekrav

Har det konsekvenser at være registreret i et gældsregister?

Ja, det kan have store konsekvenser at være registreret som dårlig betaler i et gældsregister.

Mange virksomheder foretager løbende kreditvurderinger, herunder tjek af deres kunder i gældsregistre.

Hvis man er registreret i et gældsregister, kan man risikere, at virksomheder ikke ønsker én som kunde, at der tilbydes dårligere eller ingen kreditvilkår, eller at der kræves kontant betaling.

En debitor bør derfor altid bestræbe sig på at undgå at blive registreret som dårlig betaler. Skulle det ske, er det vigtigt at få slettet betalingsanmærkningen hurtigst muligt.

Brug for hjælp til at registrere dine kunder i et gældsregister?

Hos Collectia hjælper vi hver dag vores kunder med inddrivelse af ubetalt gæld og inkasso, og vi gør også brug af betalingsanmærkninger i den forbindelse.

Kontakt os allerede i dag, og lad os drøfte mulighederne for at hjælpe din virksomhed med inkasso og betalingsanmærkninger. Vi står altid klar med professionel sparring og rådgivning omkring inkasso.


Gratis materiale

Tilmeld nyhedsbrev


Seneste indlæg