Indfrielse
Ordet “indfrielse” betyder, at man betaler eller indfrier et krav, som en debitor eller låntager har hos en kreditor/långiver.
Begrebet bruges primært i forbindelse med gæld og kassekreditter og ikke eksempelvis i forbindelse med fakturaer, hvor man i stedet blot vil sige, at fakturaen er betalt.
Indfrielse af gæld hos et inkassofirma eller advokat
For mange kan det være en svær opgave at skulle indfri gæld, især hvis gælden er stor og fordelt på mange kreditorer.
Har du eksempelvis gæld til et inkassofirma eller en advokat, der varetager gældsinddrivelsen på vegne af en kreditor, er det en god idé at forsøge at indfri gælden – enten helt eller delvist.
Dels risikerer du at blive opført i et gældsregister som dårlig betaler, og dels risikerer du, at der løbende tilskrives gebyrer, renter og lignende.
Hvis du ikke har mulighed for at indfri din gæld, uanset hvem kreditor eller långiver er, er det altid en god idé at gå i dialog. På den måde kan du eksempelvis etablere en afdragsordning eller en anden form for aftale.
Indfrielsesgebyr
Har du optaget gæld i en bank, realkreditinstitut eller lignende og ønsker at indfri din gæld før tid, kan du risikere at blive pålagt et gebyr – et såkaldt indfrielsesgebyr.
Gebyret pålægges af flere årsager. Den primære årsag er, at banken eller realkreditinstituttet mister de renter og gebyrer, som de ellers ville have opkrævet, hvis lånet havde varet hele den oprindelige låneperiode.
For at kompensere for de manglende renteindtægter og for at undgå, at alle blot indfrier deres lån før tid, kan långiveren indføre et indfrielsesgebyr.
Heldigvis er der også mange lånetyper, såsom kassekreditter, hvor der ikke er et indfrielsesgebyr, og hvor du derfor altid kan indfri din gæld uden ekstra omkostninger.
Husk, at indfrielsesgebyret kan være et forhandlingspunkt, når du forhandler betingelserne ved optagelsen af gælden.
Der er ofte ikke et indfrielsesgebyr, når du indfrier ubetalte forpligtelser til banker, långivere eller private virksomheder.