
Forenklet inkassoproces
Hvert år har tusindvis af danske virksomheder brug for inkasso, når en eller flere betalinger udebliver fra deres kunder.
Heldigvis er inkasso ofte et effektivt middel til at få sine penge hjem – både når kreditor selv vælger at stå for inkassoprocessen, får et inkassofirma eller en advokat til at stå for det, eller når fogedretten inddrages gennem retslig inkasso.
Med den forenklede inkassoproces kan alle sager under 100.000 kroner forholdsvis nemt føres i fogedretten. Fogedretten kan hjælpe dig med alt fra grundlaget til gennemførelsen af et eventuelt udlæg.
Er dit krav over 100.000 kroner, kan den forenklede inkassoproces ikke benyttes, og du skal i stedet anlægge en civil retssag.
Retslig og udenretlig inkasso
Inkasso kan overordnet opdeles i to former: udenretlig inkasso og retslig inkasso.
Den udenretlige inkasso foregår hos kreditor selv, kreditors inkassofirma eller kreditors advokat – uden fogedrettens hjælp.
Den udenretlige inkasso er den form for inkasso, de fleste virksomheder tyer til, når en betaling udebliver fra en kunde. Ofte håndterer virksomheden selv hele eller dele af inkassoprocessen, eller de overlader opgaven til et inkassofirma eller en advokat.
Men som kreditor har man også mulighed for at gøre brug af retslig inkasso, altså med hjælp fra fogedretten.
Den retslige inkasso kan enten foretages uden et forudgående udenretligt forløb eller i forlængelse af en udenretlig proces.
Ofte ser vi, at den retslige inkasso påbegyndes, efter at kreditor eller kreditors inkassofirma/inkassoadvokat først har forsøgt sig med udenretlig inkasso.
Den retslige inkasso giver muligheder, som den udenretlige inkasso ikke har – eksempelvis udlæg i debitors aktiver og afbrydelse af forældelse. Derudover har aftaler indgået i fogedretten som udgangspunkt samme virkning som en dom.
Inkasso i fogedretten
Langt de fleste inkassosager, der kræver retslig inkasso, vedrører beløb under 100.000 kroner.
Er sagen under 100.000 kroner (ekskl. renter og sagsomkostninger), kan den føres som en forenklet inkassoproces.
Med den forenklede inkassoproces får du hjælp fra fogedretten til at inddrive dit krav. Det særlige ved denne proces er, at du kun skal henvende dig ét sted – fogedretten – som kan hjælpe dig med grundlaget og gennemførelsen af et eventuelt udlæg af debitors ejendom og ejendele.
Er kravet over 100.000 kroner og dermed ikke omfattet af den forenklede inkassoproces, skal der anlægges en civil retssag.
Det er desuden et krav for at benytte den forenklede inkassoproces, at du har en klar forventning om, at debitor er enig i dit krav – altså at der ikke er gjort indsigelse.
Hvordan opstartes en forenklet inkassoproces?
Alle kan grundlæggende opstarte en forenklet inkassoproces – kreditor, kreditors advokat eller kreditors inkassofirma.
Der er dog en række formalia, der skal være på plads først. Det er især vigtigt, at kreditor har en klar forventning om, at skyldner er enig i kravet og dermed ikke har gjort indsigelse mod beløbet. Derudover må kravet ikke overstige 100.000 kroner ekskl. sagsomkostninger og renter.
For at opstarte en forenklet inkassoproces skal der udfyldes en blanket om betalingspåkrav, som skal indeholde en række informationer.
I betalingspåkravet skal du bl.a. oplyse, om der forud er sendt en påkravsskrivelse – jf. inkassolovens §10. Er dette ikke sket, kan sagen ikke opstartes.
Blanketten til betalingspåkrav finder du på fogedrettens hjemmeside.