Retslig inkasso – alt du skal vide, kort fortalt

De færreste virksomheder beskæftiger sig med inkasso i det daglige – og heldigvis for det. For inkasso er desværre ofte forbundet med ekstra arbejde og omkostninger, hvis du da ikke vælger, at lade et inkassofirma, eller en advokat klare arbejdet for dig. Det samme gør sig imidlertid også gældende for retslig inkasso. Denne form for inkasso kræver nemlig en række yderligere formalier og krav.

Dette blogindlæg guider dig igennem alt, du skal vide omkring et retsligt inkassoforløb, og de ting du bør vide om inkasso, betalingspåkrav, fogedretten – og de processer der er forbundet hermed.

 

Hvad er forskellen på udenretlig og retslig inkasso?

Et udenretligt forløb foregår, som navnet antyder uden om fogedretten og/eller civilretten – og håndteres enten af kreditor (virksomheden) selv, kreditors inkassofirma eller kreditors inkassoadvokat. Her kan der tages en lang række handlinger i brug, såsom udsendelse af inkassovarsel og rykkerskrivelser, opkald til debitor, oprettelse af afdragsordninger samt tilskrivning af rykkergebyr og kompensationsgebyr – alt sammen med det formål at få debitor til at betale hele eller dele af sit tilgodehavende. Har debitor ikke mulighed for at betale hele eller dele af beløbet, kan inkassoprocessen også rumme en afdragsordning.

Et retsligt inkassoforløb, enten gennem fogedretten eller civilretten, er inkasso med assistance fra retten – enten med det formål at få en dom / fundament for sit tilgodehavende eller at få udlæg i eventuelle aktiver og løsøre, som debitor måtte eje – for efterfølgende at få disse realiseret til dækning af kravet.

 

Fordele og ulemper ved retslig inkasso?

Der er både fordele og ulemper ved den retslige inkassoproces, og vi har i denne artikel valgt at tage udgangspunkt i hvilke, som vi mener, er de største i det daglige arbejde.

Fordele

  1. Mulighed for udlæg i eventuelle aktiver og løsøre (hus, bil, båd og lignende).
  2. Mulighed for at få en dom på baggrund af sit betalingspåkrav.
  3. Dom er gældende i 10 år (frem for et fakturakrav på 3 år).
  4. De færreste debitorer ønsker at skulle møde fysisk op i fogedretten.
  5. Et fogedretsmøde er ofte klaret på under 10 minutter, men vær godt forberedt som kreditor.
  6. Du har som kreditor, advokat eller inkassofirma mulighed for at deltage telefonisk.

Ulemper

  1. Ventetiden for behandling i fogedretten kan ofte være lang (3 mdr.+).
  2. Kreditor skal lægge ud for retsafgiften, også selv om debitor ikke betaler.
  3. Fogedretten er ingen garanti for at, sagen løses – dog øges succesraten.
  4. Ejer debitor ingen værdier af betydning, er dette ikke et redskab ikke nær så effektivt.

 

Hvornår skal retslig inkasso benyttes?

Det er de færreste, der gør brug af retslig inkasso som de første handlinger mod en debitor, når en faktura ikke er betalt. 

Ofte skyldes det, at retslig inkasso er forbundet med en del ventetid hos fogedretten, og dernæst er retslige handlinger forbundet med et fogedretsgebyr til fogedretten. Dermed vælger de fleste, både inkassofirmaer, advokater og kreditorer selv at køre et udenretlig forløb, før de retslige handlinger – og oftest løses de fleste sager da også inden, at de når fogedretten eller civilretten.

Vores anbefaling er, at der indledningsvis køres et inkassoforløb uden om fogedretten. Hvor langt dette forløb skal være, er dog op til jer, jeres likviditet og jeres ressourcer.

For af retslig inkasso kan igangsættes, skal du som kreditor, din advokat eller dit inkassofirma først have fremsendt et rykkerbrev, jf. Inkassolovens §10. I denne skrivelse får debitor en frist på mindst 10 dage til at betale kravet, og oplyses samtidig om, at såfremt kravet ikke betales inden for de 10 dage – vil dette udløse inkasso. Det er ikke et krav, at der er pålagt renter, rykkergebyr eller kompensationsgebyr på dette brev. Det er blot en mulighed for dig som kreditor. Bemærk dette brev også kaldes et inkassovarsel, et §10 brev eller et inkassobrev. 

Når dette er sendt, skal du du eller dit inkassofirma fremsende en såkaldt betalingspåkravsblanket.

Vær opmærksom på følgende.

  • Ved fakturakrav må din faktura ikke være ældre end 3 år – ellers er den forældet, og det er dermed ikke muligt at fremsende den ubetalte faktura til retslig inkasso hos fogedretten. Kravet er med andre ord tabt, og skal blot afskrives som tab på debitorer.
  • Vær ligeledes opmærksom på, at såfremt du ønsker at gøre brug af fogedretten, skal der fremsendes et betalingspåkrav. Betalingspåkravet gælder alle krav under 100.000 kroner. Såfremt dit krav overstiger 100.000 kroner, skal der anlægges en civilretslig sag.
  • Forekommer der indsigelse i kravet, uanset størrelse, skal man anlægge en civilretslig sag.

 

Hvordan foregår retslig inkasso?

Uagtet af hvilket forløb der har været op til de retslige handlinger, skal der som udgangspunkt udfyldes en betalingspåkravsblanket med det formål at sende et betalingspåkrav til fogedretten, såfremt kravet er under 100.000 kroner.

Blanketten indeholder alle relevante oplysninger om de to parter (debitor og kreditor) samt det udestående beløb. Dette fremsendes til fogedretten.

Gør debitor herefter ikke indsigelse over dit betalingspåkrav inden for fogedrettens fastsatte tidsramme på 14 dage efter forkyndelse, sørger fogedretten for, at betalingspåkravet har samme bindende virkning som en dom. Debitor er dermed dømt til at skulle betale dit krav samt de påløbne omkostninger, renter, rykkergebyr, kompensationsgebyr og retsgebyret til fogedretten.

Herefter indkaldes du (eller dit inkassofirma) sammen med debitor til et møde for at drøfte hvilke muligheder, debitor har for at betale eller afbetale kravet. Der kan på dette møde også blive stillet sikkerhed for gælden i form af eventuelle aktiver og lignende. 

På mødet vil der typisk blive forsøgt at få etableret en afdragsordning, såfremt debitor ikke har det fulde beløb.

Herefter er dit krav gældende i yderligere 10 år – modsat et fakturakrav der forældes efter 3 år.

 

Bør jeg selv give mig i kast med at fremsende et betalingspåkrav?

Du kan som debitor sagtens selv give dig i kast med retslig inkasso og at fremsende et betalingspåkrav til fogedretten. Der er blanketter tilgængelig på fogedrettens hjemmeside.

Vi anbefaler dog, at du lader et inkassofirma eller en inkassoadvokat foretage selve fogedretsmødet for dig. Tiden til mødet er ofte begrænset, og det er vigtigt at have de rette spørgsmål klar til debitor – og at der etableres den korrekte løsning på baggrund af de spørgsmål og dialog, der er med debitor.

Husk, at når du benytter Collectia som inkassopartner, har du som udgangspunkt retslig inkasso inkluderet i din løsning. Vi foretager derfor alle nødvendige handlinger, så du ikke behøves at sætte dig ind i diverse formalier og blanketter.